Lige pt. har jeg lige bagt en kage & overtrukket den med glassur. Jeg har slet ikke haft overskud til at bage kage, så nu når jeg har gjort det alligevel, har jeg bar endnu mindre overskud til at vaske op efter bagningen.
Jeg var til koloskopi (kikkertundersøgelse i tarmen) i torsdags. Det var slet ikke så slemt, som jeg huskede det - & de var rigtig søde & forstående overfor mig & alle mine skæmte tanker omkring det hele. Koloskopien gik, som den skulle - de fik undersøgt hele tyktarmen samt en lille del af tyndtarmen. Ud fra det fandt de ud af, at hele min tyktarm er betændt, samt den del af tyndtarmen, de nu kunne se. Så jeg blev fluks sat op på 2x40mg Humira hver 14. dag - & hvis det ikke har virket, når jeg skal op på sygehuset igen om 14 dage (fra i torsdags), skal jeg have en ordentlig omgang Prednisolon, igen. Okay! Så vidt, så godt.
Da jeg kom hjem, fik jeg mere & mere ondt i maven, men jeg tænkte, at det sikkert bare var al den luft, som de havde pustet ind i tarmen samt smerter fra vævsprøverne - men nej. Natten til fredag blev smerterne så extreme, samt det eneste jeg kommer af med, når jeg er på toilettet, er det rene blod - & der var ret meget af det. Det resulterede i, at min mor fik fat i lægevagten, som fik fat i akutmodtagelsen i Esbjerg, som snakkede med lægevagten, som så ringede tilbage til min mor - & 1½-times tid efter kom der en ambulance & hentede mig - alt sammen i takt med, at jeg blev mere & mere nervøs, nærmest rædselsslagen.
Jeg tilbragte heldigvis ikke særlig lang tid på akutmodtagelsen - de sendte mig hjem fredag ved middagstid. De havde overvåget mig natten over samt taget et væld af blodprøver. Jeg fik af vide, at jeg havde et meget højt infektionstal, men at de kunne se, at det havde jeg haft i et godt stykke tid - & de var sikre på, at min MC læge havde styr på den sag. Jeg stolede derfor på dem og tog hjem.
Siden jeg tog hjem fra sygehuset er min mave så begyndt at brokke sig mere & mere. Den har i & for sig gjort sådan i meget lang tid, men det er bare gået hen & blevet meget værre, siden koloskopien. Jeg aner hverken ud eller ind af, hvad jeg skal gøre - jeg har sådan set aller mest lyst til at sige til min MC læge, at han bare kan få lov til at rive mine tarme ud & sætte en stomi-pose på min mave - så kan det måske være, at jeg kan få lov til at leve et nogenlunde normalt liv, ligesom alle andre på min alder.
Min skolegang tåler heller ikke mere fravær - & jeg kan ikke få nogle penge nogle steder fra, hvis jeg heletiden er sygemeldt, pga. MC. Det er så småt ved at ruinere alle mine muligheder for at kunne få et liv ligesom alle andre. For 3 år siden, inden jeg fik konstateret sygdommen, så det hele lyst ud. Jeg havde planer om, hvad jeg skulle bruge mit liv til - & ting jeg gerne ville. Alt det har ligesom taget en markant opbremsning. Øv.
Nå, jeg må også videre.
Hvis du har læst det her, så mange tak fordi du gad bruge din tid på det! Håber også der er en eller flere i samme situation, eller med forståelse, der smider en kommentar.
Take care,
xxx Anja
